WANTED starter i 2006, da Hugo og Lars på resterne af “Back Soon” og “Housebreakers”, endelig finder den rigtige guitarist. Rene, med en fortid i “Fat Rock” og “Opossum”. Han passer som hånd i handske med de to vejlensere.

 

At musikken hurtigt finder sit ståsted skyldes trioens fælles udgangspunkt: Hardrock, blues og decibel. Kemien passer, og ret hurtigt ryger WANTED ud til folket. Især indenfor MC-miljøet bliver rockbandet taget godt imod.  

 

Man begynder ret hurtigt at skrive musik selv. Lars har nogle numre liggende, men især Renes saftige guitarriffs starter et komponistsamarbejde, som skaber bandets store lyd.

 

Maxi-CDen “Five Shots” udkommer i 2009, og baner vej for nye jobs. Og fra dette tidspunkt manifesterer WANTED sig for alvor i bikermiljøet. I 2009 og 2010 lancerer man både forårsturne og sensommerturne - lige i motocykeltræf sæsonen. Vintrene bruges på hårdt og frugtbart udviklingsarbejde i øvelokalet.

 

I foråret 2011 skifter man fra at komponere på engelsk til dansktekstede sange. Et helt nyt univers åbner sig. Med udgangspunkt i drengenes danske musikalske rødder inspireres man af navne som Bifrost, Frede Fup - og helt utvetydigt Gasolin.

 

I sensommeren 2011 udkommer så en single indeholdende 3 danske sange. Det blandede dansk/engelske repertoire vælter folk rundt om på træffene i løbet af sensommerturen. Selvfølgelig får publikum også noget de kender. For selv om WANTED er et band med musikalske ambitioner, er de også et festorkester ud over alle grænser. Underholdningen skal være i top, og liveoptræden skal kunne mærkes. At man nu også har et par gamle Gas numre med, trækker heller ikke ligefrem performancen ned.

 

WANTED er på skrivende tidspunkt et band i rivende udvikling, og med udgivelsen af singlen er der lagt op til et efterår og en vinter med tryk på promotion og øvning.

 

Oktober 2012.

Efter en sæson med helbredsmæssige problemer internt i bandet, kommer man frem til at der skal nye boller på suppen. Bandets lyd trænger til en opgradering, og man ransager det musikalske repertoire. Det vedtages at skrue ned for bandets originalmusik, og op for rockens verdenskatalog. For at komme ud over trioformens begrænsninger inviteres Bo Hansen til at joine WANTED. Efter kort betænkningstid siger han ja. Bo har en lang historie sammen med Hugo og Lars i bandet Back Soon, som huserede især i de jyske bikerklubber i 10 år fra 1994-2005. Med 2 særdeles kompetente guitarister, som begge kan være solister, træder WANTED ind i en ny, og mere publikumsvenlig, fase.

 

April 2013.

Som man kan læse i Lars’ blog BACK TO BASICS er bandet fra det næste job atter en trio. Wanted rækker igen ud efter den rå energi, og den frihed trioformen giver. Det har uden tvivl været sundt for bandet, at skulle arbejde struktureret med arrangementerne af numrene. Det har stillet store krav til de ældre mænds hukommelse, idet 1/3 af repertoiret blev udskiftet på blot 7-10 øvegange. Der er blevet terpet akkorder, tekster og guitarstemmer rundt i de små hjem, og et eller andet sted har det løftet kvaliteten. 

Men nu skal WANTED tilbage til legen og de originale kompositioner. Bandets første album er blevet støvet af igen, og de 5 skud er lagt i tromlen. Nummer sex gemmer vi til onsdag aften derhjemme! Det skulle jo nødig blive til russisk roulette....

 

2014-19

År efter år kører WANTED rundt i bikermanegen. En stabil kreds af klubber gør brug af bandets efterhånden brede repertoire. Stadigvæk er lyden umiskendeligt WANTEDs egen, men det originale materiale glider mere og mere i baggrunden. I 2017 optræder man for førsate gang udenlands i Neumunster, Tyskland. Bandet gør det så grundigt at brandvæsnet møder op med 3 store slukningsfartøjer. I 2018 optræder WANTED så til det store svenske træf Nacketræffet i Virserum. Her fik svenskerne sgu partyrock helt ind til benet. To uforglemmelige ture som bandet ikke husker ret meget fra...

Forår 2019:

Et tætpakket forår rent jobmæssigt med helt nye kunder. 4 nye klubber hyrer orkestret til deres træf, og forsommeren sluttes af med et job på Touring Campen på Djursland.

Efterår 2019:

Sæsonen trækker ud, og helt usædvanligt har vi jobs til langt hen i efteråret.  Nye klubber som Brothers of The Highway, MC Struds og Fraugde MC melder sig på banen. Det er kanonfedt, og vi nyder at få prøvet nye græsgange. Sidst i oktober går WANTED så i hi, og der tænkes allerede nye numre ind i repertoiret for 2020.

MEN så kom corona.......

2020:

Lorteår for WANTED.

Kun 3 gigs, og en Facebookkoncert. I skrivende stund har vi en del halve aftaler med klubber rundt i landet, men ingen ved hvad der sker. Derfor går vi og leger med en ide om at tage ud som  "WANTED-light". Men læs mere om det i Lars' blog.