Search
  • Lars Christensen

Status August '22


En lidt mærkelig sæson for bandet. Efter at have brugt det meste af et år på at øve trommeslager og keyboardmand op, startede vi i maj måned med Harley Træf i Fængslet, Horsens. Desværre dukkede der ikke så mange brumbasser op, og vi kunne ikke have andet end ondt af arrangørerne, som virkelig havde storsatset på denne begivenhed.


Dagen efter ramte vi så Ring Djursland til TT Classic Race. Der var til gengæld godt med folk. I et stort telt, med gode sceneforhold, fik vi set hvad den store udskiftning af sange kunne gøre ved publikum. Og det var meget positivt med plads til forbedringer. Vi måtte i overdans, og alle var glade og lykkelige.

Så måtte vi tilbage i øvelokalet for at få fintpudset og tilpasset repertoiret. Det gik der halvanden måned med. Vi øvede og øvede, så vi til sidst så blå og gule prikker for øjnene.

For hvor fanden var jobbene?

Juni burde være højsæson, men der kom forskellige meldinger fra træfverdenen.

Det var som om at øst for Storebælt var der gang i den, mens store velrenommerede træf som f. eks Humle MC i Ebeltoft led under manglende opbakning.

Vi fik da enkelte tilbud, men enten passede prisen ikke, eller også havde orkestrets medlemmer engageret sig til anden side.

Nå, men heldigvis kom juli med først et job på Vestbirk Camping til VanTræf. Et pissehyggeligt job, desværre med kummerlige sceneforhold på en blokvogn. Husk på at vi nu er 4 mand, hvor orgelet og ikke mindst Leslien fylder en del. Så venner: 6 m i bredden og 4 m i dybden. Og husk vaterpasset!

Til gengæld var der ingen problemer med på "Træf på Toppen" sidst i juli.

Her var alting perfekt. Stor scene, passende telt, fedt PA-anlæg (med en dygtig lydmand), superflinke arrangører, god catering - og ikke mindst - totalt dedikerede publikummer med den store drøbel sat på åben gennemgang. Der blev festet igennem i 3 dage, og vi kommer gerne igen næste år.

WANTED spillede torsdag og lørdag, hvor vi lukkede teltet begge aftener. Takket være gode kolleger, som sørgede for at publikum var varme da vi skulle på, væltede vi lortet begge aftener. Disse to aftener - og det massive fremmøde på træffet - gør at vi ser frem til næste sæson med god forventning. I kan i øvrigt se klip fra Skagen Træf på vores facebook. De bliver lagt op her i løbet af august. Forhåbentligt kan det give arrangører appetit på at få WANTED booket til deres events.

Vi sluttede så sæsonen af et job hos Eagles MC i Odense. Igen svigtede publikum arrangørerne. Heldigvis var der en flok hollændere, som sørgede for god stemning på en aften hvor dele af vores teknik drillede lidt. Op på cyklen igen, Eagles. Vi ved at I kan gøre det!

Vi holder lidt ferie i august, men er parat til at rykke når der er behov for det. KOM FRISK!

20 views0 comments

Recent Posts

See All