Search
  • Lars Christensen

The show must go on - Farvel til Hugo......


Det er ikke nemt. Når nogen har været en del af ens liv i rigtig mange år (35), og man nærmest er vokset sammen rent musikalsk, gør det ondt når det stopper.

Hugo og jeg startede vores kammeratskab i Coyote Blues Band i 1986. Jeg var en hashrygende, arbejdsløs flipperrøv med hang til fusionsmusik. Hugo var en ung fremadstormende IT-slave på JDC i Vejle. Med hang til godt øl, fest, farver og unge damer. Sammen de andre desperadoer i Coyote, udviklede samværet sig til noget nærmest familiært. Kone og ny kone kom til hos mig, Hugo skiftede fra kæreste og til kæreste - til at blive inkarneret ungkarl. Indtil han en dag ikke var ungkarl mere - og stadig ikke er det.

Coyote forsvandt, og Back Soon opstod. Og vi talte stadig 1-2-3-4, ham i midten af bandet, mig til venstre for ham. Vi gjorde vort indtog på bikerscenen, og havde fantastiske oplevelser.

I 2006 stoppede Back Soon. Hugo og Lars skulle da videre. Og Rene Jensen gjorde sin entre. WANTED så dagens lys.

I starten komponerede vi sammen. Jo jo, vi spillede skam mest originalmusik de første 4-5 år. Men bikerne voksede til, fik kærester, børn - og børnebørn. Det var ikke så vildt mere. Repertoiret blev tilpasset, kopinumrene tog over - festen fortsatte. Dog i noget lavere gear.

Og vi blev voksne - Hugo og jeg og Rene. Der var ikke så meget orkesterslam på turene mere. Nu drejede snakken sig efterhånden om bekæmpelse af mos i græsplænen, muldvarpers hærgen sammesteds, og alvorlige snakke om liv og død. Hugo kørte altid på turene hjem, mens jeg fik en køre-øl, og forsøgte holde både ham og mig vågne på vores vej gennem natten.

Det blev hårdere og hårdere med de lange køreture. Mange forstår ikke de roller og den energi, og ikke mindst den tid man bruger, når man er på job. Man kvæler gerne sig selv 2-3 gange i løbet de 10-12 timer der går, fra man kører hjemmefra til man ligger i sin seng. Og de forholdsvis mange jobs i træfsæsonen, tærede på kræfterne.

Så kom coronaen - og alting gik i stå. Vi øvede da nye numre op, spillede et par facebookkoncerter, men tingene gik lidt trægt. Og jeg kunne godt mærke på Hugo, at humøret var dalende. Vi snakkede om det fra tid til anden, og forsøgte at holde fanen højt. Men da vi i sommeren 2021 havde haft et par rimeligt døde jobs måtte vi ryste posen igen. Skulle vi ændre repertoire? Skulle vi ændre besætning? Skulle vi forsøge at få jobs om vinteren også? Kunne de offentlige spillesteder være et nyt marked?

Vi forsøgte at spille noget boogieblues, men så kom meddelelsen fra Hugo i oktober måned. Han ville, eller kunne ikke mere. Han forklarede sig for os, men det er privat, så det skriver jeg ikke om her.

En mavepuster var det for Rene og jeg - og vi er stadig følelsesmæssigt påvirkede af det. Man river ikke bare et træ op med rode, og genplanter det, uden at der går noget tid inden det gror igen.

Så, hvis du læser det her Hugo, skal du vide at du altid vil være en del af mig og os. Dit væsen, din hjælpsomhed, din fremadlænede energi og din konsekvente spillemetode har sat sine tydelige spor hos den gamle sølvræv og den skaldede smed. Og jeg håber vi en dag kan hyggespille sammen på plejehjemmet:-) - eller før?

De allerbedste hilsner

Lars


297 views0 comments

Recent Posts

See All